U14 piger til LM
Flotte bronzemedaljer til de nyoprykkede U14-piger!!
I weekenden den 17.-19. juni deltog klubbens nyoprykkede U14-piger i DGI’s Landsmesterskab i Nr. Aaby. Et stævne som pigerne havde kvalificeret sig til, ved at vinde DGI’s sommerturnering.
Turneringen var udendørs – ikke lige noget, pigerne er vant til. Vejret var rigtig dansk sommervejr……. sol, regn, regn og blæst J
Lørdag morgen kl. 9.00 fløjtede dommerne op til den første kamp og for det ikke skal være løgn fik pigerne også lov til at lukke og slukke lørdag eftermiddag, da de spillede lørdagens sidste kamp kl. 16.30.
I alt blev det til 4 kampe lørdag á 2 x 20 minutter. 2 sejre og 2 nederlag. Dette betød, at pigerne endte på puljens 3. plads. Heldigvis gav denne placering stadig adgang til medaljespillet søndag.
Søndag var pigerne igen klar til dagens første kamp kl. 9.00. Solen skinnede og banerne var dejligt tørre. Det passede Erritsø-pigerne og Vejle, som var blevet nr. 2 i deres pulje dagen før, blev besejret 15-7. Så ventede semifinalen mod Hammel, til hvem pigerne tabte 5-11 dagen før. Hammel var en flok dygtige 2. års piger, som senere blev Landsmestre. Vores piger kæmpede flot, fulgte med hele 1. halvleg , men kunne ikke holde til presset og tabte kampen 8-16.
Så ventede Sønderris i kampen om 3./4. pladsen. Efter en flot og velspillet kamp vandt pigerne 9-5 og bronzemedaljerne var hjemme J
Hele weekenden så vi en utrolig flot hold-præstation og sammenhold. Et rigtig flot sammenspil mellem forsvar og målvogter, som i den anden ende resulterede i mange flotte kontra og velspillede angreb.
Tusind tak til alle I forældre, som altid hygger om os, når vi er ude i den store verden J
Nu er pigerne gået på sommerferie. Vi glæder os til at se, hvad det kan blive til, når sæsonen starter op igen til august.
Med ønsket om en rigtig god sommer til Jer alle.
Lene
